”Byg din egen elregning” med Nordisk Folkecenter

Af Pernille Manicus

I astrologien bød d. 8. december 2022 på en Marsformørkelse, meteorologisk var det en solrig, kold dag, og på Nordisk Folkecenter bød vi 45 deltagere velkommen til workshoppen ”Byg din egen elregning”. Dagen bød på oplæg om, hvordan man kan få indflydelse på sin elregning, velsmagende tapas samt spændende debatter om batterier, husstandsvindmøller, solvarme samt elbiler.

Hele møllen rundt

Den aktuelle situation på energimarkedet har skabt markant øget interesse blandt danskerne for elregningens sammensætning og ikke mindst for solceller, husstandsvindmøller, varmepumper mm. Det er noget Nordisk Folkecenter har kunnet mærke på antallet af opkald og mails.

På baggrund af den stigende interesse og bekymring, som vi har oplevet, har vi slået det sammen til en dag, hvor vi kan gå i dybden med Jeres spørgsmål. Tidligere på Folkecenteret har vi afholdt workshops med navnene Byg din egen Solgenerator, Byg din egen vindmølle og Byg dit eget Tiny House og deraf navnet på denne workshop Byg din egen elregning

indleder forstander Jane Kruse workshoppen, da alle deltagerne har fået sat sig til rette i konferencesalen i SkibstedFjord Bygningen.

Herefter præsenterede teknisk chef Tonny Brink Folkecenterets viden om husstandsvindmøller; produktion, tilbagebetalingstid, placering og yderligere specifikationer. De fremmødte vindmølleproducenter (Thy Møllen, Viking Wind og Cirkel Energi) konkretiserede informationen efterfølgende ved at præsentere deres produkter for deltagerne, som undervejs havde flere opfølgende spørgsmål.

Solskin, styring og batteriteknologier

Solceller, inverter, styring og solvarme var selvfølgelig også emner, som blev taget op på workshoppen – for alle kan de være med til at have indflydelse på din elregning.

Anker Mardal, Nordisk Folkecenters dataspecialist, rådgav om solceller og batterier til at forsyne sig med elektricitet – samt hvordan Internet Of Things kan bidrage til et lavere elforbrug i en husstand, og konkluderede slutteligt i præsentationen:

Man kan altid gøre lidt; nogen kan gøre mere; og flere kan gøre forskellen.

Niels Kaarill fra Victron Energy kunne oplyse om deres produkter, og de muligheder, der er for styring og overvågning af elektriciteten i hjemmet; blandt andet med kommunikationscenteret Cerbo GX. Workshopdeltagerne kunne herefter sætte sig til frokostbordet, som bød på tapas. Niels Gade fra Eternity startede slagets gang igen efterfølgende, hvor han gjorde deltagerne klogere på batteriløsninger til hjemmet, og hvordan man bestemmer sig for størrelse kontra ens forbrug.

Niels Lyck fortalte om Varmt Vand fra Solen, og hvordan deres brugsvandsanlæg kan sørge for varmt vand til husstanden i fire eller flere måneder om året – blot ved at udnytte solens stråler; slet og ret varmt vand fra solen.

Mulighederne for at udnytte elbilens batterikapacitet til lagring og stabilisering af elnettet, og hvor langt vi er med udviklingen heraf, var også på programmet og i skrivende stund ser det ud til at V2G (Vehicle to Grid) er på vej, men for nu må forbrugerne med elbiler nøjes med V2L (Vehicle to Load).

Tjek dit forbrug og skift af elleverandør

Workshoppen blev rundet af med dialog i plenum om, hvordan man kan holde styr på sit forbrug i hjemmet, samt mulighederne for at skifte elleverandør.

Her refererede Nordisk Folkecenters ansatte til hjemmesiderne www.eloverblik.dk samt www.elpris.dk. Førstnævnte, hvor du kan tjekke dit forbrug ned til time-for-time-basis og på den måde se, om der er nogle ting i hjemmet, som står og bruger unødig strøm fx om natten – sidstnævnte er en side fra Forsyningstilsynet, hvor elleverandører indsender deres produkter, så forbrugeren kan få et overblik over mulighederne på markedet. Begge sider har vi skrevet om tidligere i disse artikler: Energibesparelser i hverdagen del 1: Tjek din elpris og Har du tjekket ind hos din elleverandør i dag?

Fra Nordisk Folkecenter skal der lyde et tak til både oplægsholdere og deltagere for en inspirerende dag.