Energibesparelser i hverdagen del 3: Tips og tricks i køkkenet

Skrevet af: Pernille Manicus

Det flyver rundt med anbefalinger, gode råd og formaninger om, hvordan vi skal spare på energien – både store og små tiltag i hverdagen kan gøre en stor forskel – i de enkelte husstande og på samfundsplan. Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har arbejdet med energibesparelser i årtier, og vi har nedfældet nogle af de nemmeste, nogle af de mest effektive samt nogle af de mere overraskende råd til at spare på strømmen. Rådene udkommer i en artikelserie delt i tre.

Fik du ikke læst ”Energibesparelser i hverdagen del 1”? og ”Energibesparelser i hverdagen del 2”?Klik på artiklerne for at læse dem.

NB! Når du læser artiklen skal du have i tankerne, at den billigste, grønneste og mest pålidelige energi er den, vi ikke bruger.

Køkkenet – en strømsluger

Der er en ret simpel grund til, at elprisen er højest mellem 17 og 21. Det er i det tidsrum, vi alle står i køkkenet og tilbereder aftensmåltidet og forbereder madpakker til den efterfølgende dag. Med lidt omtanke i køkkenet er der flere energibesparelser at hente. Her er det ligefrem nødvendigt med en punktopstilling:

  • Udskyd lasagnen. Ovnen er storslem, så hvis du vil spare på strømmen, må du gå udenom retter, der skal i ovnen. Hvis det ikke er muligt, så brug mikrobølgeovnen i stedet. Og når du skal lune brødet til suppen, så brug brødristeren. Hvis du virkelig skal bruge ovnen, så prøv at gøre det uden for myldretiden på elnettet (typisk mellem 17 og 21) - eller i det mindste tilbered alle de ting, du har brug for på én gang: det vil tage en del energi at varme den op, men når den er varm vil elforbruget være lavere - så det er bedre at lave mad to timer i træk end 2 x 1 time.
  • Tjek vandstanden i gryden. Jo mindre vand, der skal varmes op, jo mindre strøm bruger du. Sørg for at grøntsagerne kun lige er dækket af vand, og husk at sætte låg på gryden. Hvis du vil gå længere endnu med dine besparelser i køkkenet, så gem kartoffelvandet til dine stueplanter/drivhuset – det er fyldt med gode vitaminer.
  • Brug elkedel i stedet for cooker/quooker eller komfur. En elkedel er en meget energieffektiv måde at koge vand på.
  • Hold kaffen varm med termokanden. De fleste kaffemaskiner holder kaffen varm for dig, men har du en termokande, så er det da en energibesparelse lige til højrebenet.
  • Fyld opvaskemaskinen helt op. Det gælder i princippet også for vaskemaskinen.
  • Afkalkning og rengøring. Ligesom med afrimning af fryseren og rengøring af køleskabet, er det en god idé at afkalke elkedel, kaffemaskine og opvaskemaskinen, så de fungerer optimalt. Det kan du gøre med noget eddike - billigt og miljøvenligt. Det samme gælder for filtrene i din emhætte - hvis de er rene, så er emhætten mere energieffektiv.
  • Start opvaskeren, når elprisen er lavest. De nyere opvaskemaskiner har tidsindstilling, og med det kan du fylde opvaskemaskinen om morgenen, og indstille den til at køre, når elprisen er lavest. Så er der helt nyvasket service til billig elpris, når du kommer hjem fra arbejde. Herligt, ikke? Det samme gør sig gældende for vaskemaskiner.
  • Kan foodprocessoren udskiftes, for en stund, med spækbrættet og køkkenkniven? Det er en direkte byttehandel af el for tid. Meget madlavning er blevet elektrificeret herunder at skære salat og at slå en dej sammen. Det sparer tid, når vi bruger elektriske køkkenapparater, men nu skal vi jo spare på energien (og pengene). Dermed ikke sagt, at vi alle skal piske flødeskummet med håndkraft, men en god spareøvelse er at begynde at lave mad med omtanke og en knivspids mere knofedt.

Små energioptimeringer i boligen

Ej at forveksle med energirenovering af boligen. Fordi vi alle godt ved, at det er godt givet ud at efterisolere vægge, gulve, tag og kælder og skifte vinduer. Vi ved også, at det er godt at udskifte varmekilden til en mere energieffektiv og bæredygtig løsning. Men der er også små energioptimeringer i boligen, som du kan gøre uden at skulle have den helt store pengepung op ad lommen:

Tjek for træk. Bor du i en bolig af ældre dato, er der måske små revner og sprækker, hvor luften sniger sig ind. Typisk rundt om stikkontakter eller mellem gulvbrædderne. Gå en runde i huset med et stearinlys, og se om flammen danser i nærheden af stikkontakterne eller ved gulvet. Løsningen på træk afhænger af dig og din bolig, men en optimering, der både er relativ billig og nem at fjerne igen, er at bruge fugemasse eller spartelmasse i sprækkerne og hullerne.

Nye termostater til alle radiatorer. Hvis dine termostater er mere end ti år gamle, så kan du spare ved at skifte ud til nyere modeller. Mange nye modeller giver dig endda mulighed for at regulere temperaturen via en app på din telefon; så kan du sænke temperaturen i huset, når du tager afsted på arbejde, og skrue op igen, når du vender næsen hjemad efter endt arbejdsdag.

Lad LED lyse dit hjem op. Tjek dine pærer rundt i huset. Det er også sagt mange gange før, men det er en af de hurtigste og billigste veje mod at spare på strømmen i din bolig.

Tjek isoleringen på dine vand- og varmerør. Nå vi nu taler om de små energioptimeringer, så er det en god idé at få tjekket, om dine vand- og varmerør er isoleret hensigtsmæssigt. Også selvom du kun kan komme til en brøkdel af husets samlede rørføring, så er det altså muligt at mindske varmetab og dermed energioptimere.

Og så tag et tilbageblik: Hvordan varmede dine bedsteforældre op om vinteren? Hvis du kun holder den ene del af huset varm (eller varmere), kan du spare en del penge.

Del dine erfaringer

Hvis du selv ligger inde med gode råd om at spare på energien eller gode erfaringer med systemer og apps, som hjælper dig til at holde øje med strømpriserne, er du velkommen til at lægge en kommentar nedenfor, så andre kan få glæde af din viden og dine erfaringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.