ENERGILAGRING I SKIBSTEDFJORD BYGNINGEN
SkibstedFjord Bygningen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi indeholder et energilagringssystem med batterier, der giver fagfolk og andre interesserede mulighed for at se og lære om Victron Energy og vores forslag til selvforsyning med vedvarende energikilder og batterier i egen virksomhed/egen bolig.
Anlægget, som omfatter solceller, vindmølle, batterier, batteriladere og tre invertere, er opsat således, at det er muligt at se, røre, følge og forstå kablingen, samt evt. softwareopsætningen.
Det nye setup giver os mulighed for at rådgive og undervise i det på et mere praktisk niveau, og det er der brug for, siger dataansvarlig Anker Mardal, som har varetaget den koordinerende rolle i opsætningen:
“Der er stor interesse i sådanne energilagringsløsninger, fra både fagfolk og privatpersoner, som ønsker at afsøge mulighederne for selvforsyning - enten i egen virksomhed eller eget hjem - og nu kan vi mere end blot fortælle; nu kan vi vise, hvordan det kan sættes op og hvordan det fungerer i praksis, og det har afgørende betydning for forståelsen og dermed også modet til at investere i det.”
Sådan virker det
Anlægget består af flere dele:
- Et jordmonteret sydvendt solcelleanlæg på 3,6 kW samt bygningsintegrerede solceller på 3 kW, monteret i forskellige retninger
- En lille 600 watt vindmølle, Leading Edge LE-600, sponsoreret af VANNHANDEL
- Spanske Cegesa batterier. Batterierne er hver på 13,5 kWh og de er stablet, to stk., så det bliver 27 kWh i alt.
- To forskellige Victron Energy batteriladere; SmartSolar mppt 150/70 samt SmartSolar mppt 450/100
- Inverteren er Multiplus II 5000/48; tre stk - en til hver fase
- Computer
Energien fra solcellerne og vindmøllen bliver direkte ladet på batterierne gennem to forskellige batteriladere, SmartSolar mppt 150/70 samt SmartSolar mppt 450/100.
Er én måske ikke nok? Jo, såmænd. Men med dette setup har vi mulighed for at vise begge batteriladeres drift og størrelse. Kort forklaret, så er SmartSolar mppt 150/70 mindre, billigere og uden blæser, og bruges på anlæg op til 8 kW. SmartSolar mppt 450/100 er med blæser, fire separate indgange, den kan klare mere skygge og er til anlæg i størrelsesordenen 8 kW til 14 kW ca.
Batterierne er desuden med indbygget BMS (battery management system), som Victron Energy systemet kan kommunikere direkte med. BMS har stor betydning for optimal udnyttelse af batterierne samt deres levetid.
Inverteren er en Multiplus II 5000/48 - og der er tre stk. Én til hver fase. Igen, ikke en nødvendighed, men da setuppet er installeret med fremvisning og undervisning for øje samt forsyning og drift af hele SkibstedFjord Bygningen, kræver det altså tre faser.
Inverteren er med batteri-invertere, som giver mulighed for at strømmen kan gå begge veje. Det betyder, at der kan lades fra elnettet, samt levere strøm tilbage hertil - og levere nødstrøm til SkibstedFjord Bygningen i tilfælde af en strømafbrydelse.
Anlægget er programmeret til at navigere ud fra elpriserne, samt medregne de varierende elafgifter vi har i Danmark. Oveni det, er der også mulighed for at programmere det således at der tages højde for vejrudsigten (sol) og ud fra disse parametre købes, sælges eller balanceres strømmen.
På Nordisk Folkecenter er energilagringssystemet koblet sammen med de øvrige systemer på matriklen for at optimere vores indkøb og strømforbrug ud fra de aktuelle elpriser.
Prisen
Prisen på energilagring med batterier, helt generelt set, er som da solcellerne for alvor gjorde deres indtog tilbage i 2011/12; de er stadig forholdsvis dyre, men vi ser også at prisen for både batterier og invertere er i hvad der ligner frit fald.
Markedet for disse anlæg lider under, at de fleste solgte anlæg af denne slags, er udviklet og optimeret til markedet i EU - og ikke til Danmark, hvor elpriserne og -afgifter er noget anderledes skruet sammen. Men der er også andre ting, der har indflydelse på, om et sådan batterianlæg giver mening her i Danmark, siger Anker Mardal:
“Man skal tage med i beregningen, når man skal investere i anlæg som dette, at vi i Danmark har en noget anderledes solindstråling, og vi har enormt meget billig vindenergi, når det blæser; så koster strømmen næsten ingenting. Så man bør som minimum være sikker på, at anlægget, man vil installere, er udstyret med regulering ud fra de danske elpriser og -afgifter.”
Den primære grund til disse overvejelser skal findes i økonomien og CO2-regnskabet:
“At anlægget kan reguleres ud fra danske elpriser og -afgifter har en stor betydning for tilbagebetalingstiden på anlægget samt for CO2-regnskabet; det er jo med at lade batterierne op på vedvarende energi, som vind og sol, også selvom man ikke har en vindmølle i baghaven.”
Et andet godt råd Anker Mardal kommer med er muligheden for at anvende forskellige batterityper:
“Man skal kunne bruge forskellige batterityper, og ikke kun de, der har samme mærke som inverteren. Det giver mulighed for at op-/nedjustere batterikapaciteten senere hen. Hvis vi fortsat kommer til at opleve større udsving i elpriserne, kan det give god mening for en husholdning eller virksomhed at investere i større batterikapacitet, så der kan bruges af batterierne, når strømmen er dyr.”
At energilagringssystemet er kompatibel med forskellige typer batterier skal altså ses som en investering.
Fx har mange elbiler det som heller V2P (vehicle to power), som altså potentielt kan overføre til anlæggets batterier.
Mulighederne er mange, valget kan være svært, og derfor er det vigtigt at gøre sit hjemmearbejde inden man giver sig i kast med selvforsyning af denne kaliber. På egen hånd eller med Nordisk Folkecenter på sidelinjen.
Priser pr. 11/9-24
- Solceller, 8,6 kWp + oplægning = 32.000 kr. ~ €4.300
- Solcelleoplader, SmartSolar 250/100 = 5.400 kr. ~ €730
- Batterier Cegasa Ultra 175 = 37.000 kr. ~ €5.000 (evt. + moms)
- Inverter Multiplus II 5000/48 = 8.500 kr. ~ €1.200
- Cerbo GX = 2.500 kr. ~ €350
Dertil kommer en del kabling, installation og hvad der ellers måtte være behov for i forbindelse med opsætning af anlægget. Og Anker Mardal vedkender, at prisen ser høj ud, men …
“Hvis vi nu sammenligner med de investeringer folk gjorde i solceller tilbage i 2012, hvad det kostede og hvis vi medtager de høje elpriser i tidsrummet 16-21 og indtænker konceptet om forsyningssikkerhed, så er prisen allerede nu ved at være i et leje, hvor investeringen har en fin tilbagebetalingstid - både økonomisk og i CO2-regnskabet - hvis det altså opsættes korrekt.”
Vil du se det og få mere at vide?
Alle interesserede er velkomne til at komme og se vores bud på optimal energilagring.
Hvis du vil have en dybere forståelse for anlægget og evt. viden og kompetencer til selv at få det sat op i dit hjem / i din virksomhed, så udbyder vi introduktionskurser, som giver dig netop det.
Kurset er også for dig, som allerede har et Victron Energy anlæg, men som ønsker at blive klogere på de muligheder, du har.