Forfatter: Joachim Plaetner Kjeldsen
Op mod 95 procent af materialet og komponenterne i en moderne vindmølle kan skilles ad og genanvendes. Vingerne, som typisk består af glasfiber holdt sammen af hærdet epoxylim, lader sig derimod svært skille ad. Derfor deponerer man mange steder gamle vindmøllevinger på ubestemt tid.
Men gamle møllevinger er også en ressource, og heldigvis er der kreative virksomheder, som arbejder med genbrug af dem i forskellige former. Vingerne er stærke, selvsagt vejrbestandige, og har derfor en lang række anvendelsesmuligheder, hvor det næsten kun er fantasien, der sætter grænser.
Her på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har vi genbrugt møllevinger på mange, forskellige måder. Vores flagstang er lavet af en gammel møllevinge, fundamentet under vores Tinyhouse er støbt i skiver af en vinge, og tagkonstruktionen i vores ankomstbygning er bygget af genanvendte møllevinger. Her har vi samlet et lille inspirationskatalog af billeder af forskellige måder at genbruge møllevinger på.
Genanvendelige vinger
Heldigvis er vindmølleindustrien også klar over, at deponi af brugte vinger ikke er en langtidsholdbar løsning. Siemens Gamesa har udviklet en teknik, hvor man ved hjælp af en mild syre kan nedbryde vingerne og separere dem i deres oprindelige komponenter, som så kan genanvendes. Virksomheden kalder teknologien for RecyclableBlade, og den første offshore vindmøllepark med den type vinger er i sommeren 2022 opført ud for Tyskland. Siemens Gamesas mål er, at alle selskabets møllevinger vil være genbrugelige i 2030.
Også Vestas er i gang med et samarbejde med blandt andre Teknologisk Institut, Aarhus Universitet, som har til formål at gøre Vestas’ vinger fuldt genbrugelige inden for et kort årrække.
På billederne ovenfor kan du se, hvordan nogle virksomheder genbruger vinger som møbler, som vores CTO Tonny Brink oplevede, da han deltog i WindEnergy-konferencen i Hamborg i 2022.