Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sønder Ydby i Thy har 40 års historie som innovations-, udviklings- og uddannelsescenter for vedvarende energiløsninger. Jane Kruse, forstander for Folkecentret, har været med siden etableringen i 1983, og under hendes kyndige vinger ansættes nu en viceforstander.

Jane Kruse og Joachim Plaetner Kjeldsen.
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi ansætter Joachim Plaetner Kjeldsen som viceforstander i en slags føl-ordning under forstander Jane Kruse. Joachim er i forvejen deltidsansat som journalist, fotograf og SoMe-ansvarlig på Folkecentret. Jane Kruse fortsætter som forstander og mentor året ud.
- Joachim har været hos os i snart to år, og han har i den tid opbygget et godt indblik i Folkecentrets historie, aktiviteter og samarbejdspartnere. Man bliver jo ikke yngre, og jeg ser frem til, at Joachim og jeg fremover kommer til at arbejde tættere sammen om den daglige drift af Folkecentret, siger Jane Kruse, der til sommer runder de 78.
Joachim Plaetner Kjeldsen er opvokset i Villerslev i Sydthy, uddannet journalist og tilbageflyttet thybo. Han har en fortid som pressemedarbejder, vikarierende pressechef og videojournalist hos Økologisk Landsforening gennem 11 år, og han har i de senere år, ved siden af jobbet på Folkecentret, været freelance videojournalist med eget produktionsselskab.
- Lige siden jeg som skoledreng besøgte Folkecentret i ’fysik’ i de tidlige 90’ere, har jeg været fascineret af stedet. Dets særlige ånd, mennesker og dedikation. Min fascination er kun vokset i den tid, jeg har været ansat her, og jeg glæder mig til at bidrage endnu mere til en fortsat udvikling af Nordisk Folkecenter, siger Joachim Plaetner Kjeldsen.
Christian Nereus Grant, formand for Nordisk Folkecenter, ser den nye duo som et godt match.
- Jeg har kendt både Jane og Joachim længe, og jeg føler mig tryg i, at vi har fundet et rigtig godt team af lige dele erfaring, historik og nytænkning, som sammen kan lægge sporene for Folkecentrets fremtid. Janes erfaring og know-how er uvurderlig, og derfor har det været afgørende vigtigt for den her proces at sammensætte en duo med en god kemi og gensidig personlig tillid og respekt. Og det synes jeg, vi er lykkedes med, siger Christian Nereus Grant.
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har i dag 13 ansatte.
Om Nordisk Folkecenter
Da Danmark i kølvandet på 70’ernes oliekriser besluttede sig for ikke at gå atomkraftvejen, var de danske smedemestre blandt de første til at kaste sig over arbejdet med at udvikle alternativer til fossile energikilder. At bygge maskiner til høst af vedvarende energier. Smedene havde bl.a. brug for ingeniørhjælp, og med det formål blev Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi (dengang ’Nordvestjysk Folkecenter for …’) etableret i 1983. I dag driver Folkecentret det nationale testcenter for små- og mellemstore vindmøller ved Hundborg, bølgekrafttestcenter i Nissum Bredning samt udviklings-, uddannelses- og ulandsarbejde indenfor vedvarende energi og bæredygtighed.