Mathias Dyreborg, vores økologiske landmand, har lavet et lille versus-eksperiment med icebergsalat og stillet kameraet op, så vi kan følge med. Så på YouTube kan du se videoen, hvor vi sammenligner spagnum og kokosmuld.
Sigtet med eksperimentet er først og fremmest at vise, at der er alternativer til spagnum. Spagnum er hentet fra højmoser, som er nogle af naturens største CO2-lagre. CO2 som frigives, når spagnum udvindes. Kokosmuld er dog ikke klimaneutralt, og ikke en lokal ressource, men det er dog væsentligt mindre CO2-belastende end udvundet spagnum, og så er det et af de mere udbredte alternativer til spagnum, og derfor let tilgængeligt, da det fås i mange plantecentre.
Det er her i forsøget opblandet med økologisk kompostjord i forholdet 70/30 (efter at kokosmulden er opblødt i vand).
Der findes også mange andre alternativer til spagnum end kokosmuld.
Her er fx en opskrift på pottemuld fra Landsforeningen Praktisk Økologi:
1 del muldjord fra have eller drivhus
1 del velomsat, næringsfattig kompost
1 del sand
Har man mere brug for såjordsblanding, er opskriften:
4 dele brugt, hjemmelavet pottemuld, drivhusjord eller havejord fra sidste sæson
1 del velomsat, næringsfattig kompost
Evt. 1 del sand
God plantelyst.