Solen skinnede fra en skyfri himmel d. 19. maj 2024, hvor Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi deltog i arrangementet Green Future Thy. Eventet var arrangeret af VisitNordvestkysten, og løb af stablen på Besøgscenter Østerild. Omtrent 2000 gæster kiggede forbi, og de kunne prøve alt fra at tegne på en møllevinge, bygge lego-vindmøller og lad sig føre op i 100 meters højde.
Med i Nissanen havde vi pakket bøger, solcelledrevet helikoptere og vindmøller, tusser, stempler og badges, som gæsterne kunne prøve kræfter med.
Økærvingen fra 1976, som vi også havde med, blev tegnebræt – først for de yngste gæster, og senere også for de voksne, som fandt det hyggeligt at tage et spil “kryds og bolle” på en møllevinge, der næsten er 50 år gammel.
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi havde inviteret Thyholm US Truck, THYmøllen og Wave Star til at stå med os, og det blev en dag hvor vi sammen med dem og gæsterne kunne nørde VE-løsninger samt opleve seje fjernstyrede mølletransportere og følgebiler.
Alt imens der blev tegnet, produceret badges, bygget små solcelledrevne vindmøller og solgt bøger, var der også plads til at vi kunne prøve os med nogle af de andre aktiviteter på pladsen, herunder serveringerne fra Vild Is samt en tur op i BMS liften i 100 meters højde.