30 halinspektører på rundvisning og bæredygtighedskursus

I slutningen af september var 30 medlemmer af Halinspektørforeningen på tre dages Green Sport Facility ERFA-møde i Thy. De lagde ud med en workshop om FN’s verdensmål, som Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energis sustainability manager, Gitte Davidsen, stod i spidsen for. 

– De var meget interesserede i bæredygtighed, og det er tydeligt at mærke, at det er noget, der fylder mere og mere i deres hverdag og bevidsthed, men også, at de har brug for hjælp til at arbejde konkret med verdensmålene, siger Gitte Davidsen. 

Halinspektørernes tre-dags møde foregik i Thy, hvor de boede i Hurup og udover verdensmåls-workshoppen også var på ekskursioner i området. Blandt andet til Nordisk Folkecenter, hvor forstander Jane Kruse stod for en rundvisning blandt de forskellige byggerier, solceller og små vindmøller. Ting som fremover vil være relevante for idrætsanlæg. 

Nye muligheder for solceller for kommunale institutioner

I den forbindelse er det værd at bemærke, at der nu er forbedrede muligheder for kommuner til at etablere energianlæg som eksempelvis solceller på tagene af sine bygninger og institutioner. Hidtil har der skulle oprettes et selvstændigt selskab for hver enkelt kommunal hal, skole, plejehjem eller lygtepæl med solceller, hvilket reelt har betydet, at kommunerne har holdt sig fra at sætte VE-anlæg op. Formålet har været at adskille energiproduktion og tilhørende økonomi fra kommunernes øvrige økonomi, som det fx også er tilfældet på renovationsområdet. Men det har et var fra energiministeren tidligere på året på et spørgsmål fra Enhedslisten lavet om på. Kommunerne kan nøjes med at oprette ét selskab, som så tager sig af alle solcellerne på kommunens tage uanset, hvor mange institutioner og bygninger, der er tale om.

– Det er et meget vigtigt skridt til afbureaukratisering og til opsætning af større VE-produktion på kommunernes tage. Det er vores fællesejede tagflader og i et land med ambitiøse klimamål, skal det selvfølgelig være så let som muligt at udnytte de arealer til produktion af grøn energi, siger Jane Kruse, forstander for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

”Søsterordning” til hotellernes Green Key

Mange idrætsanlæg i Danmark har længe været med i Green Key, der viser, at anlægget gør en indsats for at passe på miljøet og som primært kendes for hoteller. Men nu er ordningen blevet voksen nok til at klare sig selv og flytter derfor hjemmefra under navnet Green Sport Facility, som nu er et selvstændigt miljømærke for idrætsanlæg som sportshaller, svømmeanlæg, sportspladser, skøjtehaller og arenaer. Ordningen følger Green Keys principper og kontrolforanstaltninger. Der i dag omkring 100 anlæg med i ordningen, hvilket svare til omkring 10 procent af det samlede antal idrætsanlæg i Danmark.