Børnene venter - kør dem til Nordisk Folkecenter

Sæsonen for Grøn Safari på Nordisk Folkecenter er igen startet, og vi glæder os til at få besøg af skoleklasser og børnehaver fra nær og fjern. På Grøn Safari lærer børnene om bæredygtighed, grøn energi og FN’s verdensmål, og det giver anledning til gode snakke om, hvordan vi alle sørger for at vores jordklode holder længst muligt og fortsætter med at være et trygt sted for os alle at bo.

Dog har ikke alle institutioner råd til bussen, når de vil på tur til Nordisk Folkecenter. Derfor har vi arbejdet med muligheden for at virksomheder, forældregrupper og enkeltpersoner kan sponsorere en bustur til en skoleklasse eller børnehave. Formålet med sponsoraftalen er, at man som sponsor giver skole- og børnehavebørn mulighed for at komme og opleve Grøn Safari, og sponsor er dermed en afgørende partner i at “uddanne” en klima- og miljøbevidst generation.

Ønsker du at høre mere om sponsoraftalen, eller blive sponsor for en skoleklasse eller børnehave, så send en mail til pkm@folkecenter.dk

Læs mere om grøn safari, Verdensmålene og se videoer og billeder fra tidligere besøg. her.