Randal Beton fokuserer på bæredygtighed

Visit at Randal Beton
Jan Riisager viser delegation fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi rundt på fabrikken.

Direktør og ejer af Randal Beton i Fredericia, Jan Riisager, fejrer 30 års jubilæum i virksomheden, der har ekspertise i støbning af specielle betonelementer. Virksomheden er 104 år gammel, og ud over de daglige støbeopgaver, har direktøren blikket skarpt rettet mod øget bæredygtighed.

Randal Beton har som den eneste tilbageværende af oprindeligt seks betonvirksomheder i Fredericia 104 år på bagen. Det i sig selv vidner om en vis bæredygtighed, men i en tid med øget klimaalvor, verdensmål og energiudfordringer skal der ifølge direktøren mere end sorte tal på bundlinjen til at for at fremtidssikre sig. Derfor har han involveret virksomheden i et samarbejde med Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

– Det begyndte med, at jeg blev spurgt af andre entreprenører, hvad Randal Beton gør i forhold til bæredygtighed? Jeg måtte svare, at vi da sorterer lidt pap og beton og sådan, men kunne jo godt selv høre, at det lod en del tilbage at ønske, siger Jan Riisager og fortsætter:

– Vi skal have indarbejdet en større bevidsthed omkring bæredygtighed. Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi kan bidrage med nogle ting, som vi ikke selv har tænkt på, og det er faktisk en ret stor hjælp. Vi kan som en lille betonvirksomhed ikke gøre så meget ved Aalborg Portlands CO2-udledning, men vi kan for eksempel dygtiggøre os i at genbruge vores formmateriale og armeringsstål, så ressourceforbruget bliver så lille som muligt, siger Jan Riisager.

Randal Beton bygger selv sine støbeforme og genanvender 80-85 procent af dem. Al armeringsstål er genbrugsstål, som bliver leveret fra en lokal virksomhed.  

Energi og socialt ansvar

Randal Beton producerer og blander ikke selv beton, og derfor går fabrikkens primære energiforbrug på opvarmning af hallerne, hvor betonen støbes og hærder. Randal Beton anvender cirka 60 tons træpiller om året til opvarmning.

– Træpiller er selvfølgelig bedre end olie, men mulighederne for at overgå til andre energiformer og opvarmningsteknologi som solceller, varmepumpe og fjernvarme er noget af det vi analyserer for virksomheden, siger Gitte Davidsen, der er sustainability manager hos Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi.

Bæredygtighed handler ikke kun om energi, klima og ressourceforbrug, men også om socialt ansvar.

– Mens jeg ikke har været så bevidst om energimæssig bæredygtighed før nu, så har det sociale været mere i fokus. Vi har et nært samarbejde med Fredericia Kommune, hvor vi har taget adskillige langtidsledige ind og hjulpet dem tilbage på arbejdsmarkedet. Vi forsøger at støtte op økonomisk og menneskeligt om, det vi kan, i vores lokalsamfund, bl.a. med sponsorater til det lokale idræts- og foreningsliv.

Det synes jeg er en ret fed rejse, vi har været på der. Endvidere har vi også sponseret hospitalsklovnene i de senere år. Det er dejligt at kunne være med til at gøre en forskel, siger Jan Riisager.

Tre verdensmål

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi ligger i Thy og er en videns institution med 40 års erfaring i at hjælpe små og mellemstore med bæredygtig udvikling. I samarbejdet med Randal Beton er der primært fokus på tre verdensmål. Verdensmål 3 – Sundhed og trivsel, Verdensmål 7 – Bæredygtig energi samt Verdensmål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion.


For yderligere info eller kommentarer

Jan Riisager, direktør, Randal Beton, info@randal.dk, 24 28 38 05

Gitte Davidsen, Sustainability manager, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, gd@folkecenter.dk,  

25 46 04 20

Randal Beton