Den grønlandske regering har vedtaget en landspolitisk målsætning om at omstille landets energiforsyning til vedvarende energi i videst mulig omfang. Udbygning og satsning på Vedvarende Energi skal ske både i de mindre og større byer.
Nordisk Folkecenter har sammen med 4 andre partnere ansøgt og fået bevilget et projekt med denne titel: ”Driftstekniker i vedvarende energi under arktiske forhold, Ingerlatsinermut issittumi piujuaannartumik nukissiuteqarnermut teknikeri”.
De 5 partnere skal udvikle et efteruddannelsesprogram for faglærte og ufaglærte teknikere til de mere end 50 bygder, der er i Vest- og Østgrønland. Programmet indeholder moduler der udbydes som både fjernundervisning og tilstedemoduler. Bygderne skal gøres uafhængige af dieselgeneratorer, som erstattes af nye hybride energiløsninger. Derved skabes der nye job, der indebærer viden om vedligeholdelse, styring af anlæggene, og om optimering af energifællesskaber med vindmøller, solceller, mikro-vandkraft, batterier og LED belysning.
Til den opgave skal viden og erfaringer fra de 5 partnere skabe de bedste muligheder for lokalområderne, til at kunne løfte de daglige opgaver med energianlæg, med en type produktionsanlæg der ikke tidligere har været implementeret de berørte steder.
Partnerinstitutionerne er:
- Nukissiorfiit, Grønlands energiselskab
- Grønlands Tekniske skole KTI
- Svalbard Folkehøyskole, Norge
- Herningsholm Erhvervsskole, Danmark
- Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Danmark
Midlerne til opgaven, der strækker sig over 30 måneder, er fra Nordplus Voksen 2021. Nordisk Folkecenter
er projektleder.
Henvendelse Jane Kruse, 9795 6600