På Test- og vindecenter for små vindmøller, som Nordisk Folkecenter driver ved Hundborg, snurrer vingerne på en Viking Wind mølle flittigt i den Thy’ske vind. Møllen er ved at blive certificeret til, at danske Viking Wind, som har hjemme i Randers, kan få adgang til det Japanske marked.
- I Japan har man en grænse på 20 kilowatt for små møller. Møllen her er designet til 25 kilowatt, så vi skal have en powerkurve på den, som viser, at vi kan holde den under de 20 kilowatt, som en del af at få møllen certificeret, siger Ulrich Høgenhaven, som er direktør for Viking Wind.
Test- og videnscentret for små vindmøller har været i drift siden 2019, og Viking Wind er en af de virksomheder, der har gjort flittigt brug af faciliteterne.
- Det er jo rigtig dejligt, at vi har et sted her i Danmark med de vindressourcer, der er, så vi ikke skal bruge alt for lang tid til på at få målingerne i kassen. Vi har rimelig god middelvind heroppe, og så skal vi også op over de 16 meter i sekundet mange gange for at kunne få spidsbelastningerne på også. Det kan vi her, siger Ulrich Høgenhaven.
Virksomhederne, som tester på centret ved Hundborg, kan hele tiden monitorere møllerne og downloade testdata til brug for udvikling og certificeringer. Folkecentret anonymiserer efterfølgende testdataene og videregiver dem til Aalborg Universitet til undervisnings- og forskningsbrug.
Du kan se mere om Viking Winds test i Thy i videoen her, som er optaget et par dage efter stormen, Otto – som testmøllen i øvrigt klarede med bravour.